1. Cykelruten til Thomas Dambos kunstværk De 6 Glemte Kæmper
Længde: 31 km
Områder: Vestegnen, Ishøj, Høje Tårstrup, Rødovre, Vallensbæk
Vil du gerne kombinere en kunstudflugt med en smuk naturoplevelse, er De 6 Glemte Kæmper en oplagt cykelrute. Ruten tager dig rundt til seks imponerende træskulpturer i genbrugstræ skabt af kunstneren Thomas Dambo. Dambo er kendt for sine store trolde, som i dag findes mange steder rundt om i verden. De 6 Glemte Kæmper blev skabt i 2016 og er dermed mere end 10 år gamle.
Skulpturerne er kæmpestore, men gemmer sig alligevel godt. Du finder dem blandt andet under broer, dybt ude i skoven og i den vilde natur. Det er netop en del af idéen med projektet: at få mennesker ud for at gå på opdagelse i naturen.
Vis dette opslag på Instagram
2. Amarminoen på cykel
Længde: 27 km
Områder: Ørestad, Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden og Dragør.
Amarminoen er bedst kendt som en populær vandrerute, men ruten kan bestemt også opleves på cykel. Den 27 km lange tur går gennem Naturpark Amagers varierede landskaber fra Ørestad til Dragør og byder på en virkelig smuk cykeloplevelse tæt på København.
På Kalvebod Fælled møder du det internationale fuglereservat og fortsætter gennem Pinseskoven, Danmarks største selvsåede birkeskov. Helt mod syd vokser Kongelunden, inden ruten ved Dragør når Sydamagers uspolerede kystlandskaber.
3. Cykelruten til BIGs arkitektur
Længde: 22 km
Områder: Ørestad, Amager, Vesterbro, Islands Brygge og Århusgadekvarteret.
Interesserer du dig for moderne arkitektur, er The architectural BIG bike tour i København super interessant. Ruten tager dig forbi nogle af Bjarke Ingels (BIG) mest markante byggerier og byrum, blandt andet Bjerget, 8 Tallet, VM-Husene, Kaktus Towers og CopenHill. Undervejs kommer du også forbi Noma, der af flere omgange er kåret som verdens bedste restaurant.
Blandt de byrum, du cykler forbi, er Superkilen på Nørrebro, en 750 meter lang offentlig park med små sociale samlingspunkter. Ruten går også forbi Islandsbrygge Havnebad, som er et af tegnestuens markante projekter, som både tiltrækker lokale og turister i massevis. Her er en forfriskende dukkert oplagt efter mange kilometer på cykel.
Sidste stop på ruten er BIGs egen tegnestue, hvor der er offentlig adgang i underetagen samt lejlighedsvise særudstillinger og en restaurant, hvor du kan afslutte cykelturen med et velfortjent måltid.
Bor du på Go Hotel Copenhagen kan ruten nemt tages fra start til slut, og ellers ligger flere af vores andre hoteller undervejs på ruten.
Vis dette opslag på Instagram
4. Sightseeing i København fra cykelsadlen
Længde: 5 km
Områder: Østerbro, Indre By og Christianshavn.
Er det første gang, du besøger København, og vil du gerne opleve byens største turistattraktioner på cykel? Så har vi sammensat denne sightseeing-tur, der sender dig forbi syv af Københavns mest kendte seværdigheder. Turen starter ved Den Lille Havfrue og fortsætter forbi Kastellet, Amalienborg, Nyhavn og Christiansborg, inden den går videre til Vor Frelsers Kirke og Christiania. På bare 5 km kommer du forbi historiske bygninger, den kongelige families residens og andre københavnske must-sees. Ruten er oplagt, hvis du gerne vil opleve meget af København på kort tid og samtidig se byen fra cykelsadlen. Bor du på Go Hotel Østerport, kan du starte direkte fra hotellet. Du kan også tage din cykel gratis med i S-toget uden for myldretiden, hvis du ønsker at starte eller afslutte turen et andet sted.
5. Cykelruten gennem Sydhavnen
Områder: Sydhavnen og Valby
Længde: 15,5 km
På denne cykelrute i København kommer du forbi små maritime miljøer, hyggelige kolonihaveforeninger og Valbyparken Strand, hvor du kan tage en pause ved vandet.
Undervejs kan du også lægge vejen forbi Banegaarden, et hyggeligt og stemningsfuldt område med madboder, caféer og masser af liv. Ruten går desuden gennem store grønne områder og ad naturstier, hvor du kan møde både får og alpakaer i sommerhalvåret!
Sydhavnen er en bydel i konstant forandring og fuld af kontraster. Her får du både byliv, natur, havneliv og lokale steder, som ligger lidt uden for de klassiske turistveje.
Vis dette opslag på Instagram
Lej en cykel på dit Go Hotel
Har du ikke cyklen med hjemmefra, behøver du ikke finde en cykeludlejning rundt omkring i byen.
Hos Go Hotels kan du leje en Go Hotel-cykel på alle vores hoteller med undtagelse af Go Hotel Herlev.
Det betyder, at du nemt kan starte din cykeltur direkte fra hotellet, uanset om du bor på Vesterbro, Amager eller Østerbro.
Bor du f.eks. på Go Hotel City, kan du hurtigt komme til Amager Strand og videre ud på Amager. Fra Go Hotel Saga eller Go Hotel Ansgar har du Vesterbro og centrum lige i nærheden, mens Go Hotel Østerport er et godt udgangspunkt for en tur mod Kastellet, Langelinie og Nordhavn.
København opleves bedst på cykel
Uanset om du vil cykle langs vandet, gennem byens historiske gader, på jagt efter kunst eller ud i naturen, er cyklen en nem måde at opleve København på. Tag en kort tur gennem centrum den ene dag, cykl langs Amager Strand den næste eller brug en hel dag på at finde The Six Forgotten Giants.

